Skolens linje
Det overordnede mål for Frederiksberg Friskole er med udgangspunkt i de Grundtvig-Koldske livsanskuelser og skoletanker at åbne børnenes øjne for mangfoldigheden af liv på jorden og give dem mod og lyst til at tage del i dette liv med ansvar for sig selv, hinanden og den fælles jord.
Vi vil gerne styrke børnenes selvværd og give dem mulighed for at opleve, at de hører til et menneskeligt fællesskab og ikke kun er enkeltindivider.
Skolen virker ud fra et folkeligt og kristent livssyn, derfor begynder vi hver dag med morgensang og beder Fadervor for derigennem at udtrykke glæde og taknemmelighed over hver ny dag med dens nye og uanede muligheder. Livet er en gave og samtidig en opgave, der kræver forståelse og ansvar for alt levende.
Skolen bygger på Grundtvig og Kolds skoletanker, som vi til stadighed må fortolke ind i vores tid. For dem hang ”oplysning” altid sammen med ”oplivning”. I moderne sprog betyder det, at vi skal gøre vores undervisning levende og betydningsfuld for børnene. I de samme skoletanker var ”det levende ord” af afgørende betydning. Det kommer til udtryk i fortælletimerne, hvor stoffet bliver formidlet gennem lærerens mundtlige fortælling, men findes også i samtalen og i fællessangen.